
Hvad er Bowspring?
Hvad er Bowspring? Bowspring er en tilgang til yogaen, hvor vi fokuserer på at optimerer vores kropsholdning og bevægelsesmønstre i dagligdagens aktiviteter såsom at sidde, gå og løbe. Vi bevæger os langsomt, stærkt og blødt pulserende, støttet af en rolig vejrtrækning. Der instrueres små detaljer undervejs, som kan virke fremmedartede i starten, men som giver mening med tiden og som vil hjælpe til at fokusere opmærksomheden i kroppen.
Hvad er forskellen?
Bowspring bevæger sig, sammenlignet med andre yogaformer, væk fra idéen om de lange rette linjer i kroppen som optimale, i det vi aktivere, styrker og forlænger kroppens naturlige kurver. Dette giver en fri, fjedrende og stærk bevægelighed, samt en sund positionering og optimal funktion af muskler, led og bindevæv. Vi bevarer aktiveringen af kroppens forside, samtidig med at vi styrker bagsiden af kroppen i en kæde fra fodsåler, ben, balder, ryg og nakke uden at miste længden af kurverne.
Hvorfor?
Jeg synes, man kan sige, at Bowspring rummer en idé om at det i højere grad er vores bindevæv og muskler, der skal bære knoglerne, end det er knoglerne der skal bære vores muskler og bindevæv. Denne balance udfordres af den moderne livsstil, de fleste af os er præget af. Eksempelvis når vi sidder ned mange timer dagligt og studerer eller arbejder. Men også når vi mentalt må imødekomme vores omgivelsers forventninger og tempo, uden at miste os selv.
For hvem?
Bowspring er velegnet til alle og kan praktiseres, mens du ligger, står, sidder eller bevæger dig. Udover de holdningsmæssige fordele tilskynder Bowspring en sund funktion af kredsløbs- og nervesystemet. Det er især nyttigt for dig, der har problemer i svangen, knæene, hofter, lænden, nakken, skuldrene og håndled.
Mødet med Bowspring
Hvis du er dedikeret til en anden form for yoga, som jeg selv har været det, så vil Bowspring måske virke underligt i starten.
Jeg tror på at det er bedst, at vi selv vælger vores veje i yoga og i livet generelt. Derfor er det vigtigt for mig at understrege, at jeg har stor respekt for dem, der vælger den klassiske yoga. Når det er sagt, føler jeg også en lyst til at dele de gode erfaringer, jeg selv har gjort mig med Bowspring, og noget af det, jeg hører fra deltagerne på min undervisning.
Mine personlige erfaringer
Jeg har i den sidste tid, sideløbende med mit yogalærerarbejde, arbejdet indenfor min tidligere profession som anlægsgartner. Jeg har blandt andet været hyret ind for at lægge betonfliser og bygge støttemure af betonblokke. I den forbindelse har jeg manuelt slæbt mange flere kilo, end jeg tidligere har gjort, og da jeg tidligere har haft tendens til at få ondt i ryggen af den slags arbejde, var jeg også lidt bekymret. Til min delvise forundring har arbejdet ikke ført til ondt i ryggen på noget tidspunkt, dog en del muskeltræthed, men denne har været fordelt på hele kroppen. Jeg er fuldstændig overbevist om, at Bowspring har været altafgørende for, at jeg ikke har “brækket ryggen” på arbejdet.
Jeg føler mig, efter at være begyndt med Bowspring, både væsentligt stærkere og mere bevægelig end jeg har gjort på noget tidspunkt tidligere i mit liv.
Deltagernes tilbagemeldinger
Jeg har fået mange glade tilbagemeldinger om, hvordan Bowspring hjælper folk med at afhjælpe smerter forskellige steder i kroppen. Nogle har nævnt, at de har kunnet nedtrappe eller endda helt stoppe med at bruge smertestillende medicin (dette er dog ikke videnskabeligt dokumenteret). Nogle oplever mere energi, og andre sover bedre om natten.
Så “Hvad er Bowspring?” Prøv det, og find ud af, hvad Bowspring er for dig.
Læs deltageres omtaler, eller læs om min baggrund. Du kan også læse meget mere om Bowspring ved at trykke på knappen herunder.